Find rundt på hjemmesiden:

Tilbage til “Velkommen”

Om romanerne for voksne

Historisk doku vedr. Med ilden i ryggen


(Du er nu i afsnittet “Om ungdomsromanerne” og kan navigere rundt i dette allerøverst på siden.)


“Med ilden i ryggen”

Prisbelønnet ungdomsroman fra 1999 - stadig aktuel


Denne side handler om romanen -

- klik her for at læse om den historiske virkelighed der ligger bag


Deutsche Übersetzung: Mit Feuer im Rücken. E-Buch.


Succesroman, trykt i 19 oplag, har modtaget:

KULTURMINISTERIETS BØRNEBOGSPRIS/1999


FRIE GUNDSKOLERS LÆRERFORENINGS BØRNEKULTURPRIS/2000

DANSK SKOLEBIBLIOTEKARFORENINGS BØRNEBOGSPRIS/2001


Høst & Søn 1999. Nyt cover, 2010: Peter Stoltze.

Pris: 169,- Bestil direkte fra forlaget (del af Rosinante&co) her.

Eller som E-bog på eget forlag hos Saxo.com her.


En roman der mange år efter besættelsens og 2. verdenskrigs ophør ikke er blevet mindre aktuel. Hvordan behandlede Danmark de tyske flygtninge der kom til landet i 1945? Debatten har til tider været intens, og "Med ilden i ryggen" forsøger i et enkelt sprog at give et nuanceret bud på et svar. Set indefra.


Fra bagsiden:

“Ned, skriger bondekonen, og denne gang behøver hun ikke at holde mig. Det lyder som en ulv der bliver vildere og vildere. En sindssyg hvinen overdøver motorlarmen. Så tager motoren over igen, og et sekund efter lyder en eksplosion. Jorden ryster, og jeg tror et øjeblik at mine ører er ødelagte. Braget er højere end da tanken skød nede ved kirken. Jeg skriger.”

I 1945 flygtede over to millioner mennesker fra det østlige Tyskland. Nogle af dem kom til Danmark. Mange af dem var børn. Med ilden i ryggen fortæller om ét af dem.

Klaus og hans familie er på flugt fra krigen. I hestetrukne vogne og på overfyldte skibe flygter de fra de russiske soldater. På havet oplever Klaus det forfærdeligste et menneske kan opleve, og da han kommer i land, er han alene.  Han er i Danmark. Husene er hele og kanonerne tavse, men han bliver spærret inde bag pigtråd. Danskerne får bøder hvis de snakker med en flygtning, og prisen for et kys er fængsel."


En læser, Alberte, skrev i "bogguide.dk":

Fantastisk bog, med masser af spænding hele vejen igennem. Det er en af de mest spændende bøger jeg har læst.

Den er fantastisk skrevet. Jeg kan ikke andet end at anbefale denne bog for alle der elsker spænding i bøger. Da jeg læste den, kunne jeg ikke komme fra den igen, læste den vildt hurtigt, fordi der sker noget hele tiden, så bare find brillerne frem og kom i gang. DEN ER VIRKELIG FANTASTISK!

(juni 2007)


Anvendelse i undervisning på mange planer:

Denne roman har vist sig at være meget anvendelig i folkeskolens ældste klasser. Jeg har været på mange skoler for at fortælle om bogen og er blevet præsenteret for mange meget spændende undervisningsforløb, der kredser om emner som "flygtninge dengang og nu", "nye, mere nuancerede vinkler på Besættelsen", "børn og krig". Der er lokalt produceret ganske mange materialer om og til denne bog, der ud over det historisk/samfundsmæssige tilsyneladende også appellerer til dansk-aktiviteter som meddigtning i form af fx. "brevskrivning" mellem bogens personer, "fortsættelser" af forskellige spor i romanen mm.

 

Hvis du fik noget ud af at læse Med ilden i ryggen, kan det også tænkes at Lille fisk vil være noget for dig.

Hvor Med ilden i ryggen handler om mennesker på flugt i 1945, handler Lille fisk, om mennesker i bevægelse i verden af i dag. Check den ud!


Anmelderne skrev:

"Romanen er en 'velfunderet, gennemført og bevægende skildring' af drengens flugt, skriver prisudvalget i sin begrundelse. Ja, ikke bare af hans flugt, men af hans tanker og følelser, skammen over ikke at have passet godt nok på den druknede lillesøster, længslen efter genforening med faren, der har været indkaldt til østfronten. Og hans velbegrundede harme over danskernes behandling af flygtningene i lejrene efter krigens afslutning. Endnu et bidrag til den sene eftertanke over dansk frisind og humanisme i krigsårene.
Men foruden at være en spændende roman, levende og velkomponeret fortalt i et sprog, alle kan følge med til, er romanen altså også et stilfædigt forsvar for - flygtningesmugleri ... "Med ilden i ryggen" er en dygtig, klassisk fortællende roman i et nutidigt sporg - om menneskelig ulykke, der også er nutidig. Og som man skal være mere end almindelig bjergsomhedspatriot for at lade hånt om."

Søren Vinterberg i Politiken


"Kronologisk og i tætte øjebliksbilleder beretter romanen om familiens opbrud parallelt med at Den røde  Hær rykker ind i Hitlertyskland ... Med en fin fastholdelse af den børnesynsvinkel bogen hele vejen igennem er anskuet fra, træder det forhutlede lejrliv og den forbudte kontakt til de omkringboende danskere skarpt og klart frem ...
Med ilden i ryggen gør i fiktionens form et relativt upåagtet kapitel i dansk historie tilgængeligt for nye generationer af børn, unge og deres forældre. En kvart million tyskere var i perioden 1945-49 indespærret i lejre rundt omkring i Danmark. I deres historie genspejles mange af de holdninger, der lige nu brydes i debatten om det multikulturelle Danmark. Og i det lys er Martin Petersens roman ved sin insisteren på at modvirke kollektivt hukommelsestab både nødvendig og livgivende."

Henning Mørch Sørensen i Information


"Martin Petersen skriver aldrig uden en historisk eller ide-mæssig ramme at hægte fortællingen op på, og med denne bog om drengen Klaus er der så stor nærhed i tid og ærbødighed over for den menneskelige katastrofe, at Klaus blir levende og genkendelig ... Martin Petersen lader Klaus selv fortælle. Han gør det på en ligefrem og nænsom måde. Ingen bliver hængt ud. Det er en rigtig roman, der bevæger og gør klogere. Forfatterens allerbedste.
Den store fortælling er pakket ind i en kort nutidig ramme. Det er Klaus igen. Han bruger sin egen historie som belæg for at han nu er gået ind i menneskesmuglerbranchen.
Det vrid kunne man godt have undværet. Men skolelærere vil elske det."

Steffen Larsen i Aktuelt


"Denne børne-/ungdomsroman har det hele. Det er en dramatisk, varm, humoristisk og velfortalt beretning, der fortjener mange læsere ... I løbet af de forholdsvis få år handlingen strækker sig over, oplever Klaus alle afskygninger af krigens afstumpethed og ufattelige rædsler. Og dog alligevel med samme konklusion som titlen på Begninis film: 'Livet er smukt'. Bogen er velegnet til såvel oplæsning 6.-7. klasse samt selvlæsning og emnearbejde fra 6. klasse og opefter ..."

Bodil Pedersen, lektør, skolebibliotekerne


"Det er en god, barsk, men aktuel og vedkommende børneroman Martin Petersen har skrevet ... Nutidens flygtningeproblematik sættes via en historisk baggrund fra 2. verdenskrig ind i et medmenneskeligt relief ...
Temaer: De usle vilkår for tyske civile flygtninge i Danmark, Klaus' udvikling fra barn til voksen, hans møde med døden og meningsløsheden, at krigen totalt og for altid forandrer hans liv, Klaus' oplevelse af overlevelsesdrift og kærlighed, gør at paradokser og uventede venskaber trods alt ses midt i håbløsheden. Sprog og fortællemåde gør at vi føler og lever med Klaus."

Susanna Christensen, lektør, folkebibliotekerne



Tilbage til “Velkommen”