Heimkehr der Flüchtlinge

Dänemark bedrängte die englischen Behörden in Deutschland immer wieder – aber lange Zeit erfolglos – ihre Zustimmung zur Rückführung der Flüchtlinge zu geben. In den ersten Monaten nach Kriegsende war die Grenze so gut wie geschlossen.

Später wurde es so geregelt, dass Familienmitglieder der inzwischen heimgesandten deutschen Besatzungssoldaten sowie das zivile Personal der Wehrmacht heimkehren durften. Bei der Beweisführung, dass man irgendwie der Wehrmacht angehört habe, wurde große Kreativität an den Tag gelegt, und vielen Tausend Deutschen gelang es auf diese Weise, über die Grenze zu kommen.

Sogar Dänen mit hohem militärischem Rang haben dabei eine Rolle gespielt, indem sie Flüchtlinge über die Grenze nach Deutschland schmuggelten. “Pimpernel Skjoldager” war der Spitzname eines dänischen Hauptmanns, der in Zusammenarbeit mit einem noch in Dänemark verbliebenen Oberstleutnant mehrere Monate lang einen solchen Grenzverkehr organisierte.

Niemand in Dänemark, weder Flüchtling noch Däne, hatte Interesse daran, dass der Aufenthalt länger als notwendig dauerte. Ende 1946 kam die Rückführung langsam in Gang. Am Anfang mussten die Flüchtlinge beweisen, dass sie Verwandte oder Bekannte in Deutschland hatten, die sie aufnehmen würden. Später wurde das Übersiedeln leichter gemacht.

Viele der letzten Flüchtlinge, die Ende 1948 / Anfang 1949 zurückkehrten, waren Kranke, die in Dänemark ärztlich behandelt worden waren.

Startseite

Jeg har skrevet 8 romaner og 1 digtsamling for voksne – og 11 romaner for børn og unge, bl.a. de prisbelønnede ‘Med ilden i ryggen’, ‘Adams fest’ og ‘Exit Sugartown’.

© Martin Marius – 2024 ⁄⁄ Af: Aveo – web&marketing

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet

Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.