Flygtningene i Danmark før 5. maj 1945
De tyske myndigheder i Danmark fik ordre til at huse de flygtninge der måtte komme. Tyskerne tvang de fleste danske byer til at huse flygtninge i starten af 1945, det skete under protest fra dansk side. Den eneste måde det officielle Danmark ydede hjælp, var omkring visse former for lægebehandling. Man var bange for at epidemier skulle spredes og behandlede enkelte tilfælde af smitsomme sygdomme.
Tyskerne bad de danske læger om at yde almindelig lægehjælp til de ofte stærkt medtagne flygtninge, heraf mange børn, men hjælp blev kun ydet i ganske få tilfælde. Den danske lægeforening forsøgte at bruge det tyske behov for hjælp som pression i forhandlingerne om at få de danske kz-fanger bragt hjem, og bortset fra en kort periode i marts 1945 blev der næsten ikke ydet lægehjælp til flygtningene fra dansk side.
Læs Kirsten Lylloffs artikel om lægerne og de tyske flygtninge
(Historiefaglig artikel, nok mest for voksne.)
Nogle danskere så flygtningene som en flok stakkels mennesker drevet bort af krigen, andre opfattede dem som “den anden invasion” og opfordrede bl.a. i flyveblade til at man skulle holde sig langt fra dem:
“FLYGTNINGENE –
– er blevet os paatvunget. Det er en ny Form for Invasion. De er her uden Ret – ikke engang Krigens Ret.
Til at begynde med er de klynkende og vil gerne vække Medlidenhed, men snart føler de sig hjemme og bliver frække og stiller Fordringer.
De kommer medens Hundrede af vore egne Landsmænd deporteres uden Lov og Ret til tyske Koncentrationslejre, hvor de er udsat for Tortur og Sult.
Man bør holde sig fra Flygtningene. Vore Hjem bør være lukkede for dem. Man bør sky enhver ikke paatvunget Samtale med dem, endsige enhver Form for Samkvem, herunder selvfølgelig ogsaa Tuskhandel med Cigaretter og Fødevarer. Vi opfordrer enhver god Dansker til at notere sig hvem der overtræder dette Forbud.”
(kilde: Det kongelige Bibliotek)
I løbet af april blev mange skoler i de store byer beslaglagt, og det var en situation der vakte stor utilfredshed hos den danske befolkning. I hvert fald de voksne …
Flygtningenes tilstand var ofte meget dårlig. Flugten havde medført sygdom og invaliditet, og mange flygtninge, især børn og gamle, døde i løbet af de første måneder i Danmark. Indkvarteringsstederne var præget af dårlige vaskeforhold, utøj, sygdom og en evig søgen efter savnede familiemedlemmer. Alligevel var flygtningene i forholdsvis sikkerhed i Danmark hvor der næsten ikke var skyderier eller bombardementer, og trods den magre kost var der ingen der døde af sult.
Flygtningene kunne før 5. maj bevæge sig forholdsvis frit rundt. De fik lommepenge af besættelsesmagten, så de kunne gå ture og gå i danske butikker og handle. Ofte til stort raseri for danskerne der på denne tid selv manglede det meste.
Da befrielsen kom, blev flygtningene straks spærret inde på skoler og i lejre og sat under bevogtning af danske frihedskæmpere og soldater. De fleste regnede med at de, ligesom de tyske soldater, hurtigt kunne sendes til Tyskland, men dér var byerne sønderbombet, og der var mangel på alt: vand, mad, tøj, boliger. De engelske og amerikanske besættelsesstyrker kunne umuligt klare genhusningen af 250.000 mennesker i et land hvortil der i forvejen var ankommet millioner af mennesker østfra. Næsten alle tyskere i østområderne var blevet drevet ud for at give plads til indbyggerne i det nye Polen.
Flygtningene måtte altså foreløbig blive i Danmark, og regeringen udnævnte en ansvarlig, Johannes Kjærbøl, til at lede flygtningeadministrationen. Den danske regering besluttede at flygtningene hurtigst muligt skulle flyttes ud af de store byer, ud af skolerne og ud i store lejre i plantager og hedeområder. Enorme lejre blev opført, fx Kløvermarken på Amager med plads til 17.000 mennesker, og andre blev udbygget, fx. den tidligere militærlejr Oksbøllejren i Vestjylland der på et tidspunkt havde 36.000 flygtninge boende. Udflytningen blev stort set gennemført i løbet af 1945 og starten af 46, og de fleste skoler kunne igen tages i brug i vinteren 45-46.