Hjemsendelsen af flygtningene

Danmark pressede konstant på hos de engelske myndigheder i Tyskland for at få flygtningene sendt hjem, men det tog lang tid.

I de første måneder efter fredsslutningen var grænsen næsten helt lukket. Siden blev der lavet en regel om at alle der havde været ansat af Værnemagten som civilt personale eller var i familie med de nu hjemsendte tyske besættelsessoldater, måtte rejse hjem. Der blev udvist stor opfindsomhed for at bevise at man havde haft noget at gøre med Værnemagten, og adskillige tusinde tyskere kom hjem over grænsen på denne måde. Selv ret højtstående danske myndigheder, inden for militæret, medvirkede i denne trafik og smuglede faktisk flygtninge over grænsen til Tyskland. “Pimpernel Skjoldager” var øgenavnet på en dansk kaptajn der i samarbejde med en tilbagebleven tysk oberstløjtnant i flere måneder organiserede en sådan trafik.

Selvom flygtningene havde taget over hovedet og fik mad hver dag, var de spærret inde, og som måneder og år gik, oplevede mange hverdagen som trøstesløs. Vagt foran lejren i det gamle vandrerhjem i Risskov ved Århus, 1946.
Mange flygtninge frøs. Her udleveres brænderationer i Marselis Boulevard-lejren. Efter hjemkomsten til Tyskland har der ikke været meget mere at varme sig ved de første år.

Der var ingen i Danmark, hverken flygtninge eller danskere, der var interesseret i at opholdet skulle vare længere end højst nødvendigt.

Sidst i 1946 kom der langsomt gang i hjemsendelserne. Man krævede til at begynde med at flygtningene skulle kunne bevise at de havde familie eller bekendte i Tyskland der kunne huse dem og tage sig af dem.

Senere blev det lettere at komme tilbage, og mange af de sidste flygtninge der rejste hjem sidst i 1948 og først i 49, var syge der havde været under behandling i Danmark.

Scroll til toppen

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet


Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.