Martin Petersen
forfatter

Indtoget i Kautokeino

Indtoget i Kautokeino

– det sker i dag, det er sket før, også i Norden.

Indtoget i Kautokeino ser det religiøst inspirerede drab under en historisk vinkel.

Romanen bygger på “Kautokeinooprøret”, (“oprøret i Kautokeino”, “Kautokeino-opprøret”, “Kautokeino-upproret”, “The Kautokeino uprising”) i Finnmark, Nordnorge 1852. To nordmænd blev dræbt, og de samiske ledere henrettet i 1854.

"Det er, ganske enkelt, storartet håndteret. Romanen Indtoget i Kautokeino er ikke blot rystende læsning. Den er med sin fokusering på mindretalsproblematikken og spørgsmålet om trosfrihed rystende aktuel. Og den bliver derfor med rette - og heldigvis - heller ikke sådan lige at ryste af sig igen!"
Doris Ottesen
Doris OttesenKristeligt Dagblad
"Martin Petersen har haft et rigt kildemateriale at øse af – og han har øst med et stort overblik og en imponerende indlevelsesevne. Den fjerne tid og de fjerne steder bliver nærværende i hans på én gang rolige og hudnære prosa, og de historiske detaljer tynger ikke romanen, tilgodeser den blot, fletter sig fornuftigt ind i fortællestrømmen. Martin Petersen har hidtil især gjort sig bemærket med en række bøger for børn og unge, som han har modtaget flere priser for. Med denne redelige dokumentariske roman vil han nå et nyt publikum, muligvis også uden for Danmarks grænser. For konflikter, der bunder i usle sociale forhold og religiøs fanatisme, er jo unægteligt ikke et overstået kapitel i civilisationens historie. Parallellerne ligger lige for."
Peter Dürrfeld
Peter DürrfeldInformation
"Romanen om de vakte samers amokløb er fortalt med stor sikkerhed og respekt for kilderne. Den er lige lovligt omstændelig i udredningen af det juridiske efterspil, hvor den psykologiske spænding er væk. Men den er uafbrudt interessant, så længe den borer i den pietistiske mentalitet, dens befrielse og dens rædsler."
Thomas Bredsdorff
Thomas BredsdorffPolitiken
"Ved hjælp af intense kildestudier ... og en fornem lydhørhed over for den samiske folkesjæl og levevis har han skrevet en historisk roman, som er virkelig, virkelig svær at lægge fra sig ... Sproget er ofte vidunderligt poetisk og gennemtrængt af en vidt åben sans over for det største såvel som det mindste. Sortebær, nordlys, multebærfarvede kofter, orange horisonter og blanke, sorte fjelde - man ser det hele for sig, dufter, hører det, mærker det."
Henriette Bacher Lind
Henriette Bacher LindJyllandsposten
Det fine ved Indtoget i Kautokeino er den måde, hvorpå samernes liv inddrages i hele historien. Hændelsen i Kautokeino og den religiøse vækkelse i øvrigt er veldokumenteret, og Martin Petersen øser rigt af kilderne. ... Naturen er smukt sanset, og der står ikke ét ord for meget om den. Fjeldvågen, rener og lemminger er vidner på, at det var værd at gøre modstand, selvom det udartede. Man kan ikke sige, at forfatteren tager parti. Han er tydeligvis fascineret af den åndelige kraft og klogskab, som er udgået fra disse jævne folk på ski. Men han forstår dem (heller) ikke ... En krølle på Martin Petersens historie er genkomsten af misdædernes hoveder. Efter at de var blevet skilt fra kroppen blev de diskret sendt til universiteterne i henholdsvis Christiania og København. Herfra blev de for få år siden udleveret til en rigtig begravelse i Kautokeino. Således heler tiden, hvad den har splittet ad. Men de hovedløse konflikter fortsætter desværre!
Liselotte Wiemer
Liselotte WiemerWeekendavisen
"Når religiøst vanvid og et undertrykt folks vrede går hånd i hånd ... Det er et stort drama, Martin Petersen opruller for os, og han gør det på en sådan måde, at man føler sig som øjenvidne til begivenhederne ... Men den grusomme historie er samtidig fortalt med respekt for det samiske folk og med et forsøg på at forstå de følelser, som i sin tid udløste dette ragnarok ... Det er en bog, som man ikke glemmer lige med det første, og den kan kun skærpe interessen for det stærke folk, der befolker de endeløse vidder på Skandinaviens top."
John Beck
John BeckHelsingør Tidende
"Romanen er kort og godt ualmindelig god. Ud over at den er særdeles velskrevet og har troværdige karakterbeskrivelser, har den en aktualitet, som først rigtig går op for en undervejs. Det er uundgåeligt at trække paralleller til vore dages religiøse fanatisme og de uhyggelige konsekvenser, vi dagligt konfronteres med. Men forfatteren beskriver hændelserne og udviklingen helt uden fordømmelse – og det er virkelig en kunst! Hvor er det dygtigt gjort, at man i en roman, der rent sprogligt bare glider, kan levere analyser (bevidst eller ubevidst – det ved jeg ikke) af kultursammenstød og andre årsagssammenhænge, der ligner det, vi ser i Verden i dag. Jeg kan varmt anbefale bogen. Jeg slugte den på fire aftener efter i flere uger at skulle tage mig sammen til at gå i gang med den. Man skal ikke lade sig forvirre af temaet – det er ikke nødvendigt på forhånd at have en interesse i samernes historie. Det havde jeg absolut ikke, og alligevel er det en af de bedste romaner, jeg længe har læst."
Karin Conradsen
Karin Conradsenhistorie-online.dk.
Tidligere
Næste

Historien

Vi er i Finnmark omkring 1850, hvor samernes traditionelle levevis trues af hegn og grænser. Og af den norske brændevin. En religiøs vækkelse breder sig, de genfødte oplever en total hengivelse – og et bedre liv uden alkohol. Der hvor det talte Guds ord ikke er tilstrækkeligt til at udbrede den nye lære, griber de til piskning. Blodet pibler frem under birkerisene, mens ånden spreder sig. Men over for Antikrist i skikkelse af købmanden og lensmanden sydfra, må der stærkere våben til. Da arrestationer og sanktioner truer, beslutter de vaktes ledere at dræbe de mest forhærdede af de vantro, og begivenhederne bevæger sig mod en blodig kulmination.

På konfliktens ene side står den unge samiske mand Thomas, der først tvivlende, siden optændt af fanatisk tro går til kamp mod Antikrist. På den anden side står den moderne præst Frederik, der kommer til Kautokeino fuld af tolerance. Da han får pisk for øjnene af sin gravide kone, bliver hans gode vilje sat på prøve.

En dokumentarisk roman om en historisk og yderst aktuel tragedie.

Indtoget i Kautokeino

Nu genudgivet som e-bog – på forlaget Rosenkilde & Bahnhof/Lindhardt og Ringhof, maj, 2014.

Martin Petersen: Indtoget i Kautokeino. Forlaget Samleren. 2004. 371 sider.

Coverfotoet er taget af danskeren Sophus Tromholt der opholdt sig i Kautokeino 1882-83
 

Udsolgt fra forlaget, men kan nu og da købes antikvarisk.

Nomineret til “Årets historiske bog 2004” som 1 af 5 kandidater af “historie-online.dk” der drives af Dansk Historisk Fællesråd. (Vandt dog ikke prisen …)

Links vedr. indtoget i Kautokeino

Samernes hellige krigere

Forfatterens kronik i Information, 2004.
Fortæller i kort form om Kautokeinooprøret.

“Stemplet i over 150 år”

Aslak Hættas efterkommere fortæller. Interview på nordlys.no ved Christine Kristoffersen Hansen.

“Endelig får vi fred”

Aslak Hættas efterkommere fortæller om oprørets og filmens betydning for deres familie gennem årene.

“Kautokeinodokumentene”

Magnar Mikkelsen og Kari Pålsrud har samlet og renskrevet de dokumenter der findes om sagen. Breve, retsdokumenter og benådningsansøgninger.
En hovedkilde til romanen.

En dansker fotograferer Kautokeino. Tromholtsamlingen i Bergen

På Billedsamlingen i Universitetsbiblioteket i Bergen ligger en stor samling af fotografier af den danske nordlysforsker og fotograf Sophus Tromholt. Han opholdt sig i Kautokeino 1882-83 og tog en række portrætter, landskabsbsbilleder og fotos af bygninger. Billederne er af høj teknisk kvalitet og inkluderer portrætter af flere af de medvirkende i Kautokeinodramaet, fx Lars Hætta, Aslak Hættas lillebror.
Se også:
https://spesial.w.uib.no/?page_id=2742&lang=en

De henrettedes kranier først begravet i 1997

Henrettelserne af Aslak Hætta og Mons Somby i 1854 har en tråd helt frem til vor tid. De henrettedes kranier lå næsten 150 år på universiteterne i Oslo – og København – inden de efter krav fra efterkommerne blev ordentligt begravet i 1997. (Artiklen står langt nede på siden i nogle browsere …)

Oprørets betydning for det samiske samfund i dag.

Helt op til i dag har Kautokeinooprøret været en del af samernes selvforståelse, på godt og ondt.
Artiklen i Dagbladet viser i interview-klip hvordan det samiske samfund er spændt ud mellem skam og stolthed over hændelserne.
Og en øget bevidsthed om det norske samfunds ansvar for hvad der skete.

Tilbage til startsiden

Jeg har skrevet 8 romaner og 1 digtsamling for voksne – og 11 romaner for børn og unge, bl.a. de prisbelønnede ‘Med ilden i ryggen’, ‘Adams fest’ og ‘Exit Sugartown’.

Facebook-f Twitter

© Martin Marius – 2023 | Af: Aveo – web&marketing | Privatlivspolitik

Scroll til toppen

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet


Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

OK