Kongen der sendte paven en fugl

De danske kyster hærges af norskekongen, byer plyndres og brændes ned til grunden. Mens Sven Estridsen indgår strategiske alliancer med kirken i syd, sliber hans stridslystne lillebror sine sværd.

Sven taber sine slag, men vinder freden i Norden. Samtidig udfolder han sig som erobrer på anden vis, men ikke alle billiger kongens mange friller, og den ene hustru afløser den anden i kongsgårdene. Også Svens barndomsveninde, trællepigen Sigga, skal igen komme til at krydse hans vej.

Historien

Sådan så Sven måske ud – et forsøg på en rekonstruktion af en konge.

Med moderne teknik og traditionel skulpturering udfra Sven Estridsens kranie (der ligger i en blykiste i en af pillegravene bag alteret i Roskilde Domkirke) har Antropologisk Laboratorium, Københavns Universitet givet et godt bud på hvordan manden rent faktisk så ud. Rekonstruktionen er udført i et samarbejde mellem retsmediciner Niels Lynnerup og skulptør Bjørn Skaarup. Artikel i Berlingske Tidende af Jens Ejsing, 8. maj, 2008. Foto fra artiklen: Jan Jørgensen.


Den første der interviewede en dansk konge til en bog

Den tyske kirkemand Adam af Bremen skrev Hamburg-Bremen-ærkebispedømmets historie. Norden hørte herunder, og Adam tog til Danmark og talte med Sven Estridsen, der flere steder i Adams værk er citeret direkte. Da Sven bliver spurgt om bedstefaderens drab på oldefaren, Harald Blåtand, svarer han således (i citationstegn i Adams tekst!): “Det er det, som vi, hans efterkommere, må bøde for, og som fadermorderen selv måtte bøde for med sin landflygtighed.” Wikipedialinket giver en oversigt over Adams liv og værk.


Sagaerne

I sagasamlingen, “Heimskringla”, nedskrevet af islændingen, Snorre Sturlasson omkring 1220 omtales Sven flere steder, bl.a. i sagaen om den norske konge, Magnus den Gode, som Sven kæmpede med om Danmark i 1040’erne. (På svensk.)

Scroll til toppen

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet


Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.