Kun i Horsens var han hjemme/Manden med sækken

Kun i Horsens var han hjemme /
Manden med sækken

En spændende og rørende biografisk roman om en tyvs liv gennem 1900-tallets Danmark og om hans møde i Horsens Tugthus med en borgerfrue fra Ringsted.

Romanen maler også et billede af et svundent, men alligevel genkendeligt “Underdanmark”.

Jeg arvede en bunke breve fra min farmor ...


Horsens, den 25/11 1923.

Kære Fru Anna Petersen! Jeg vil lige skrive et par Ord til Dem, da jeg i dag har skrivetilladelse, og takke Dem for Deres Besøg og fortælle Dem, at jeg er overordentlig glad derfor. Det har været mig en stor Glæde at tale med Dem, og jeg er meget glad, fordi De vilde … komme herover … Tiden gaar jo ensformigt her, saa De forstaar nok, at det er en Begivenhed for mig. Der er vist ingen, eller kun faa her, som kan glæde sig over at være Genstand for saa stor en Venlighed, som De og Deres Mand har vist mig. Og jeg maa fortælle Dem, at jeg er meget Glad derfor. Mere end jeg her kan fortælle Dem …

(Fange nr. 41, Anton Hansen, indsat december 1918 for manddrab, til sin brev- og besøgsven, fru Anna Petersen, Ringsted, forfatterens farmor. Anton Hansens breve er grundlaget for denne roman.)

Kun i Horsens var han hjemme / Manden med sækken

Udsolgt fra forlaget, men enkelte eksemplarer til salg, direkte fra forfatteren. 

Pris: 50,- + forsendelse

Henv. 

Scroll til toppen

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet


Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.