Lejrene i Danmark
Ved befrielsen i maj 1945 var de fleste skoler i de store byer inddraget til flygtningene, til stor vrede for danskerne. Og der boede flygtninge i fabrikshaller, sportshaller og lagerhaller.
I løbet af sommeren 45 blev det besluttet at flygtningene skulles samles i store lejre, så vidt muligt langt fra byerne, og at der ikke måtte være andet end den allermest nødvendige forbindelse mellem danskerne og flygtningene.
Nye lejre blev opført (fx. Kløvermarken på Amager der blev bygget af svenske præfabrikerede træhuse), og gamle militærlejre blev udvidet. (Fx. Oksbøllejren i Vestjylland) Lejrene var indhegnet og bevogtet af CB’ere (“Det Civile Beredsskab” – en slags civilforsvar, oprettet under besættelsen), danske værnepligtige og dansk politi.
Hver lejr havde en dansk leder, men i lejren fungerede også tyske myndigheder. Man havde en tysk “lejrret” der tog sig af de mange småskænderier og tyverier mellem flygtningene. Større brud på reglerne tog danskerne sig af.
Flygtningenes kost var til dels bestemt af de allierede besættelsestropper i Europa, hvor der jo overalt herskede mangel på mad i årene efter krigen. Flygtningene i Danmark fik en lille smule større rationer end anbefalet af de allierede, men alligevel så lidt at den danske sundhedsstyrelse ikke ville godkende rationerne.
Flygtningene deltog blandt andet i madlavning, køkkenhavedyrkning, måttefletning, tørvegravning – og et enkelt sted tobaksdyrkning! Efterhånden blev der organiseret skoler for børn og unge, med streng dansk kontrol af bøgerne. Man ville ikke se skolebøger fra nazitiden. I nogle lejre, fx Oksbøl, organiserede flygtningene en række fritidsaktiviteter. Man havde et meget aktivt teater, der var musikgrupper og danseundervisning, og tyske præster sørgede for at man kunne komme til gudstjeneste om søndagen.
Danmark forhandlede mange gange med englænderne om hjemsendelse af flygtningene, men først sidst i 1946 begyndte denne for alvor. De sidste flygtninge forlod Danmark 16.2.1949.