Mit Feuer im Rücken

Mit Feuer im Rücken

(Übersetzt von Helga Nielsen)

Im Januar 1945 herrschte in Deutschland Chaos. Engländer und Amerikaner rückten vom Westen her gegen die deutsche Grenze vor, und im Osten rückte die Rote Armee ein. Der Vormarsch der Russen führte eine Massenflucht der Zivilbevölkerung Richtung Westen mit sich – und nach dem Krieg folgte eine reguläre ethnische Säuberung. Anfang 1945 flüchteten 2,5 Millionen Menschen aus den Gebieten Ostpreußen, Pommern und der “Freien Stadt Danzig”, die meisten per Schiff.

"Mit Feuer im Rücken ist ein - im klassischen Erzählstil - sehr gelungener Roman in moderner Sprache über menschliches Unglück von bleibender Aktualität."

"Dieses Kinder- bzw. Jugendbuch hat alles. Ein dramatischer, emotioneller, humoristischer und gekonnt erzählter Roman, der viele Leser verdient. Im Laufe der verhältnismäßig kurzen Zeit, über die sich die Handlung erstreckt, erlebt Klaus die ganze Palette der Abgestumpftheit des Krieges und unfassbare Schrecken, und doch lässt sich daraus dieselbe positive Konklusion ziehen wie die in Roberto Benignis bekanntem Film "La vita è bella", nämlich: Das Leben ist schön."

Voriger

Nächster

Startseite

Jeg har skrevet 8 romaner og 1 digtsamling for voksne – og 11 romaner for børn og unge, bl.a. de prisbelønnede ‘Med ilden i ryggen’, ‘Adams fest’ og ‘Exit Sugartown’.

© Martin Marius – 2024 ⁄⁄ Af: Aveo – web&marketing

Historikerne om Sven E

En af danmarkshistoriens store kongeskikkelser

Overordentlig lærd og dannet

Sven Estridsen er den første danske regent der er blevet interviewet til en bog, nemlig Adam af Bremens “Den hammaburgiske kirkes historie”. Adam skriver bl.a:

“Jeg besluttede derfor at opsøge ham og blev – ligesom alle andre – meget venligt modtaget. Fra hans mund har jeg hørt meget af det, jeg har samlet i denne bog. Han var nemlig en overordentlig lærd og dannet mand og velvilligt indstillet over for fremmede …”

Den tyske historiker er dog ikke ukritisk:

“Den berømte danskerkonge havde kun problemer med afholdenhed i forbindelse med kvinder – det skyldes dog ikke, tror jeg, hans egen vilje, men en medfødt last hos dette folk. Det tog ham vor herr ærkebiskop meget ilde op, og han lod gennem udsendinge den vanvittige konge kraftigt kritisere for denne syndige handling og truede ham til sidst med bandlysningens våben, hvis ikke han kom til fornuft igen.”(ca. 1072, oversat fra latin af Allan A. Lund)

Overlegen personlighed – uden evne til at sejre

Historikeren Hal Koch skriver:

“Kong Sven er sikkert en af de dygtigste og betydeligste mænd, som har båret kongenavn i Danmark… Krigerisk dygtighed og evne til at sejre synes han ganske vist ikke at have siddet inde med … Men han havde andre egenskaber, der gjorde ham egnet til hersker … en overlegen personlighed …

Skarpt brød han med sine forgængeres opfattelse af kongens stilling som en fører på vikingetog, opgav i hvert fald foreløbig den engelske erobringspolitik og stræbte i stedet efter at udforme den danske kongemagt til en for hele landet gældende øvrighed, hvorved riget gradvist omdannedes til en virkelig stat i europæisk forstand.” (1941)

Et janushoved

Historikeren Aksel E. Christensen sammenfatter sin beskrivelse af Sven Estridsen således:

“Kong Svends personlighed træder klarere frem fra kilderne end de fleste andre danske konger fra ældre middelalder. Han antager form af en Janus-skikkelse, idet man kan aflæse en ejendommelig dobbelthed i hans fysiognomi og fremtræden. Man ser ham snart med et ansigt, der vender bagud og viser os høvdingen fra vikingetogenes tid, snart med et fremadrettet ansigt, som det passer sig for regenten, der leder sit folk og sit rige ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under Romerkirkens åndelige førerskab.” (1977)

Sendte han virkelig paven en fugl?

Historikeren, Aksel E. Christensen skriver i “Danmarks Historie”, bind 1: “I alle tilfælde opnåede kong Svend intet til gengæld for den tamme og talende fugl, der ifølge (pave) Leo IX’s “Vita” indgik i en kongelig gave til paven; men notitsen herom godtgør, at den danske konge havde opnået direkte kontakt med pavekurien.”

Ebbe Kløvedal Reich oplyser i en af sine danmarkskrøniker at fuglen, en dompap, kunne sige “Ad papam, ad papam.” (“Til paven, til paven!”)

Så meget tyder på at den faktisk blev sendt.