Flugten fra øst
Den 13. januar 1945 indledte Den Røde Hær et storangreb på Tyskland. Hitlers hære var langsomt, men sikkert blevet trængt tilbage siden 1943, og nu rykkede de russiske soldater ind over den tyske grænse.
Krigen var voldsom med luft- og artilleribombardementer og kampe fra hus til hus. I mange af de byer russerne erobrede, blev civilbefolkningen behandlet brutalt. Kvinder blev voldtaget, og der blev plyndret, selvom nogle af de russiske generaler havde udstedt ordrer om det modsatte. “Frau, komm,” var et kendt og frygtet råb når russerne trængte ind i folks huse.
Nu begyndte en storstilet flugt. Alt hvad der fandtes af skibe, lige fra moderne passagerskibe til rustne fragtbåde og fiskerkuttere, sejlede i pendulfart over Østersøen der var fyldt med miner, og hvor ubåde lurede. Når man læser vidneudsagn fra nogle af de 2,5 millioner der flygtede, er alle enige om at de tyske søfolk, militære som civile, gjorde en fantastisk indsats for befolkningen, en indsats mange stadig mindes.
Flugten var livsfarlig. Mange blev ramt af russiske fly og tanks inden de nåede havnebyerne. Endnu flere druknede fordi skibene blev sænket. Ikke færre end 25.000 mennesker druknede som følge af sænkningerne af “Wilhelm Gustloff”, “Von Steuben”, “Goya”, “Thielbek” og “Cap Arcona”. De første blev sænket af russiske ubåde, de to sidste af britiske fly. Ud over disse store skibe blev også adskillige mindre fartøjer sænket på turen over havet.
Læs her om sænkningen af W. Gustloff. Grundig artikel af Poul Grooss.
Gustloff-Untergang: “Da denk’ ich heute noch mit Grausen dran“. En overlevende fortæller. Horst Schön. På tysk. Stærk beretning med mange detaljer.
Video med mange dokumentariske klip fra flugten og Gustloffs sænkning. På engelsk.
Andre links til videoer om Gustloffs sænkning.
Adskillige dage efter at krigen officielt var slut, var der skibe med flygtninge på Østersøen. En stor flydepram med flere hundrede mennesker drev således i land på Møn efter den 5. maj..
Langt de fleste flygtninge nåede land i Tyskland, især i Slesvig-Holsten-området, men presset blev så stort at Hitler i februar 1945 også beordrede Danmark til at modtage flygtninge.
Efter krigens afslutning blev yderligere 4 millioner mennesker (måske flere) fordrevet fra områderne mod øst og tvunget til det vestlige Tyskland.